Hvorfor sætte fokus på vand?
Vi skal sætte fokus på vand fordi…..
Adgang til rent vand er den mest basale nødvendighed for ethvert menneskes overlevelse, såvel som en forudsætning for udvikling og økonomisk uafhængighed for ethvert samfund. Derfor mener vi, at rent vand skal anses for at være en menneskerettighed for alle mennesker på jorden. Alligevel er der stadig millioner af mennesker, som holdes i fattigdom og elendighed på grund af manglen på rent vand.
Verden over er der mere end 748 millioner mennesker, der ikke har adgang til rent drikkevand, og 2,5 milliarder mennesker har ikke adgang til toiletfaciliteter.
Langt de fleste lokalsamfund, der mangler adgang til rent drikkevand, ligger i udviklingslandene, og ofte i øde områder, hvor befolkningen er tvunget til at bruge endog meget lang tid på at gå til nærmeste drikkevandsressource. Den tid, som bruges på at gå efter vand, er naturligvis tid som går fra skoleundervisning, arbejde eller andre aktiviteter, der er med til at udvikle samfundene. Herunder markarbejde og pasning af syge børn. Det er årsagen til at nogle mennesker følger sig tvunget til at tage chancen og bruge urent vand til madlavning og vask, netop for at kunne prioritere deres tid på de vigtigste opgaver.
Omkring 842.000 mennesker anslås årligt at dø af diarré som direkte resultat af manglen på rent drikkevand, basale toiletfaciliteter og dårlig håndhygiejne. Men diarré kan i vid udstrækning forebygges, og 361.000 årlige dødsfald blandt børn under 5 år kunne undgås, hvis der blev handlet på disse risikofaktorer. Når rent vand ikke er til rådighed, vil mennesker nedprioritere håndvask og dermed udsætte sig for større risiko for diarré og andre sygdomme.
–WHO faktaark no. 391, juni 2015
Krig og naturkatastrofer er forfærdelige men tilbagevendende problemer, som vil forekomme fra tid til anden forskellige steder, og der findes ikke en endelig løsning på disse problematikker. Modsat er dødsfald og ekstrem fattigdom, der skyldes manglen på at kunne opfylde basale menneskelige behov, et vedholdende problem i nogle områder af verden, som faktisk kan løses igennem en omfordeling af ressourcer og relevant oplysning og uddannelse. Vi mener, at de ressourcestærke i-lande er i stand til at give alle mennesker på jorden adgang til rent vand og derigennem en vej til udvikling, uafhængighed og en højere levestandard. Og dette uden at sætte vores egen velfærd over styr.